Den napolitanske dialekt i sangen

Et sprog, ikke en accent

Napolitansk, på sine egne ord napulitano, er et romansk sprog af den italo-dalmatiske gren, der tales i det meste af det kontinentale Syditalien. Det er opkaldt efter Kongeriget Napoli, som engang dækkede det meste af området og havde byen som hovedstad. Den 14. oktober 2008 fastslog en lov i regionen Campania, at napolitansk skulle beskyttes. Inden for Italien har det ingen formel national status.

Hvorfor sangene bruger det

Alle napolitanske sange er skrevet og fremført på det napolitanske sprog. Musikken synges af mange ikke-napolitanske sangere, men det er svært at synge korrekt uden at kende dialekten, hvilket er afgørende for den rette intonation. Et par udefrakommende har skrevet deres egne dialektsange, hvoraf de mest berømte eksempler er 'A vucchella af Gabriele D'Annunzio og Tu sì 'na cosa grande af Domenico Modugno.

Hvordan det lyder

Den mest slående forskel fra italiensk ligger i udtalen. Ubetonede vokaler svækkes til en schwa, lyden af a'et i "about", og derfor udtales en titel som 'O sole mio med bløde slutvokaler. Napolitansk behandler også nogle konsonantklynger anderledes: hvor italiensk har mondo og quando, har napolitansk munno og quanno. Mange napolitanere taler også italiensk med napolitansk accent og bruger den samme vokalsvækkelse.

Det, der adskiller den fra italiensk

Udtalen er den største barriere for forståelsen, men det er grammatikken, der adskiller sproget. Napolitansk har intetkønsnavneord og en unik flertalsdannelse, og køn og tal markeres ved en ændring af den betonede vokal, ikke i slutvokalen som på italiensk. Italiensk og napolitansk er indbyrdes forståelige i varierende grad, afhængigt af talerne.

Litteratur og scene

Napolitansk har en rig litterær, musikalsk og teateral historie. Wikipedia nævner Giambattista Basile, Eduardo Scarpetta, hans søn Eduardo De Filippo, Salvatore Di Giacomo og Totò. Takket være den arv og Renato Carosones arbejde i 1950'erne bruges det stadig i populærmusik, og Pino Daniele og Nuova Compagnia di Canto Popolare bragte det national opmærksomhed.

Et sprog, der rejste

I vid udstrækning på grund af masseemigration fra Syditalien i slutningen af 1800-tallet og i 1900-tallet findes der napolitansktalende i italienske samfund i USA, Canada, Australien, Brasilien, Argentina, Uruguay, Mexico og Venezuela. I USA har kontakten med engelsk og med siciliansk gjort traditionelt napolitansk markant anderledes end den napolitanske tale i dag. Napolitansk har også påvirket intonationen i den spanske, der tales i Buenos Aires og i Uruguay, hvilket er endnu en måde, hvorpå dets klang har rejst.

At lytte uden ordene

Du behøver ikke forstå napolitansk for at nyde en koncert med dets sange. Temaerne er velkendte: kærlighed, længsel, havet, solen, Napoli selv. Et blik på en oversættelse af en eller to titler på forhånd er nok til at vide, hvad en sang handler om. Når fællessangen kommer, bærer melodien dig, og gæster, der ikke kunne et eneste ord, beskriver den som universel.

Læs næste: O sole mio: historien

Hvem dette ikke er for

Hvis du gerne vil lære at tale napolitansk, lærer en times koncert dig det ikke. Universitetet i Napoli Federico II har udbudt kurser i campansk dialektologi siden 2003, men målet er at studere sprogets historie og sociale rolle, ikke at lære de studerende at tale det. Til denne koncert er det nok at lytte. Og hvis du vil have en genvej til at tale flydende, giver en times sange dig en håndfuld lyde og en melodi, ikke en grammatik.