O sole mio: historien

Sangen i korte træk

O sole mio er en napolitansk sang skrevet i 1898. Den napolitanske tekst blev skrevet af Giovanni Capurro, og musikken blev komponeret af Eduardo di Capua (1865 til 1917) og Alfredo Mazzucchi (1878 til 1972). Titlen oversættes bogstaveligt som min sol. Teksten er blevet oversat til mange andre sprog, og melodien er blandt de mest kendte, der er kommet ud af Napoli.

Hvor den blev skrevet

Ifølge den traditionelle beretning komponerede Di Capua musikken i april 1898 i Odessa, mens han turnerede med sin fars orkester. Treccani gengiver også den mest udbredte version: melodien kom først, og forlæggeren F. Bideri betroede senere teksten til Capurro, en redaktør på magasinet Tavola rotonda. Treccani tilføjer, at mere autoritative kilder siger, at Di Capua allerede havde aftalt med forlæggeren, før han rejste til Rusland, og havde Capurros vers med sig.

Mazzucchis andel

I næsten 75 år efter udgivelsen blev musikken generelt tilskrevet Di Capua alene. Det viste sig imidlertid, at melodien var en videreudvikling af en af de 23, som Di Capua havde købt af Alfredo Mazzucchi året før. I november 1972, kort efter hendes fars død, indgav Mazzucchis datter en erklæring til Italiens kontor for litterær ejendomsret med krav om anerkendelse af sin far som medkomponist til 18 af Di Capuas sange.

Afgørelsen i 2002

I oktober 2002 stadfæstede en dommer i Torino, Maria Alvau, erklæringen og fastslog, at Mazzucchi var legitim medkomponist til de 18 sange, fordi de indeholdt melodier, han havde komponeret og solgt til Di Capua i juni 1897 med skriftlig tilladelse til frit at bruge dem. På tidspunktet for afgørelsen var 'O sole mio derfor endnu ikke overgået til public domain i noget land, der er part i Bernerkonventionen, hvilket den ville være i Italien, hvis Di Capua havde været enekomponist.

Piedigrotta, 1898

Treccani beretter, at en meddelelse i Tavola rotonda i 1898, aftenen før Piedigrotta, præsenterede sangen med en linje om at huske sin sol på afstand. Det placerer den i den festivalseason, der formede den neapolitanske sang, og Treccani citerer den som det første berømte eksempel på den nye, udenlandsk inspirerede stil. Historien knytter sangen til den samme verden af forlæggere, poeter og konkurrencer, som beskrives i historien om canzone napoletana.

Læs næste: Napolitansk sangs historie

Fra Napoli til verden

I 1915 indspillede Charles W. Harrison den første engelske version. Sangen er blevet fremført og indspillet af mange kunstnere, blandt dem Enrico Caruso, Beniamino Gigli, Mario Lanza, Luciano Pavarotti og Andrea Bocelli. Pavarotti vandt Grammy Award i 1980 for Best Classical Vocal Performance for sin fortolkning. Ved åbningsceremonien for Sommer-OL 1920 i Antwerpen blev den spillet i stedet for den italienske nationalhymne, hvis noder ikke var blevet leveret.

It's Now or Never

I 1949 indspillede den amerikanske sanger Tony Martin There's No Tomorrow, som brugte melodien. Omkring ti år senere hørte Elvis Presley den, mens han var stationeret i Vesttyskland med den amerikanske hær, og optog en privat version på bånd. Efter sin afsked bad han om en ny tekst, skrevet af Aaron Schroeder og Wally Gold, og resultatet, It's Now or Never, blev et verdensomspændende hit. Så hvis melodien lyder bekendt, før du hører et eneste ord, er det måske derfor.

At synge den til koncerten

Den ene times koncert slutter med fællessang til 'O sole mio. Du behøver ikke kunne italiensk: gæster, der ikke kendte et eneste ord, beskriver den stadig med varme. Lyt først efter melodiens form, og stem derefter i omkvædet, når salen gør det. Optræderne fører an, og alle synger sammen. Hver dato har en forskellig optrædende, så den version, du hører, bliver helt din egen.