Napolitansk sangs historie

Hvad betegnelsen betyder

Canzone napoletana, eller napolitansk sang, er en traditionel musikform sunget på napolitansk. Den er normalt for en solistisk mandsstemme, selv om kvindelige solister også er godt repræsenteret, og den optræder i velkendte genrer som kærlighedssangen og serenaden. Mange sange handler om nostalgisk længsel efter Napoli, som byen engang var. Wikipedia nævner 'O sole mio, Torna a Surriento, Funiculì, Funiculà og Santa Lucia blandt de stykker, der definerer den.

Piedigrotta, hvor det begyndte

Piedigrotta er en del af Chiaia-kvarteret i Napoli, opkaldt efter kirken Madonna of Piedigrotta nær indgangen til Crypta Neapolitana i Mergellina-området. Treccani fører festivalen tilbage til et lille kapel fra 1200-tallet og oplyser, at den blev afholdt natten mellem 7. og 8. september. Værket bemærker også, at oprindelsen til den napolitanske folkesang er forbundet med denne festival.

Sangkonkurrencen

Napolitansk sang blev en formel institution i 1830'erne på grund af en årlig sangskrivningskonkurrence til Piedigrotta-festivalen. Vinderen af den første festival var Te voglio bene assaje, traditionelt tilskrevet operakomponisten Gaetano Donizetti, selv om en artikel fra 1984 viser, at der ikke findes historiske beviser for tilskrivningen. Festivalen blev afholdt regelmæssigt indtil 1950, hvor den blev opgivet.

Forlæggere og poeter

I det 19. århundrede nåede sangen ud til alle samfundslag gennem musikforlag, og ifølge Treccani var Piedigrotta blevet en offentlig begivenhed for salg af noder og indspilninger. Digtere trådte frem for at skrive for branchen. Treccani nævner Salvatore Di Giacomo (1860-1934), Libero Bovio (1883-1942) og E. A. Mario (1884-1961), hvis katalog oversteg 2.000 sange. 'O sole mio, komponeret i 1898, fremhæves som det første berømte eksempel på den nyere, udenlandsk inspirerede stil.

Afgang fra Napoli

Mange napolitanske sange blev verdensberømte, fordi emigranter fra Napoli og Syditalien bragte dem med sig ud i verden, omtrent mellem 1880 og 1920. Enrico Caruso, født i Napoli i 1873, sang sin fødebys populærmusik som ekstranumre på Metropolitan Opera i New York i begyndelsen af 1900-tallet, og han indspillede mange af disse sange. De blev derefter en del af standardrepertoiret for operatenorer. Caruso lavede omkring 250 kommercielle indspilninger mellem 1902 og 1920.

Gadesangere og caféer

Treccani beskriver en tradition med omrejsende gadeoptrædende, posteggiatori, også kendt som pusteggia eller cuncertino, som spredte den napolitanske melodi over hele verden. Mellem slutningen af 1800-tallet og de første tre årtier af 1900-tallet blomstrede den traditionelle sang i café-concert og varietéteatre. Det er disse rammer, en lille livekoncert stadig genkalder: stemmer, instrumenter og et publikum tæt nok på til at høre dem uforstærket.

Efter 1950

Fra 1950'erne ændrede sangen sig igen. Treccani angiver, at Festival di Napoli, drevet af RAI, løb fra 1952 til 1970, og siger, at mange lokale følte, at den forvrængede traditionen. Sange skrevet efter 1950, såsom Malafemmena af Totò og Maruzzella af Renato Carosone, er blevet klassikere i deres egen ret. Senere kunstnere som Pino Daniele holdt napolitansk i live i populærmusikken.

Hvor en live time passer ind

En koncert på en time kan ikke dække alt dette, og det forsøger den heller ikke. Den tilbyder den klassiske kerne: de sange, som Piedigrotta-konkurrencerne og forlagene gjorde berømte, sunget live. Hvis du ønsker den nyere lyd fra 2010'erne og frem, med hiphop og elektroniske mixes, er dette ikke den koncert. Hvis du ønsker de sange, som Caruso og De Tre Tenorer sang, er det et godt sted at høre dem tæt på.

Læs næste: Napolitansk koncert i Napoli